Nye indlæg

 

DM Hold 2013 1. afdeling

22-04-2013

Holdturneringen i år, blev skudt i gang med masser af solskin og temperaturer der var noget højere end vi har været vant til på det seneste. Det skønne men også svære anlæg i Silkeborg dannede rammen om holdturneringens første afdeling. Spillet var i gang, spændende kampe blev spillet og ellers… ”Same procedure as last year…” skulle man tro!

Men nogle ting er anderledes ved dette års holdturnering. Turneringudvalget har valgt at turneringen skal starte før om lørdagen, samt at der spilles 3 runder lørdag og 2 runder søndag. Det var tydeligt, at der var delte meninger om dette tiltag, som betød kortere træningstid og en lang lørdag, hvor spillerne måtte indtage aftensmaden noget senere end sædvanligt. Alle har en holdning til de ændrede tidspunkter, da det påvirker alle mere eller mindre, såvel positivt, som negativt. Men fint at TU har taget en beslutning, der giver mulighed for, at dem der skal køre langt og dem der har natarbejde, kan komme hjem i ordentlig tid. Personligt synes jeg ganske enkelt at længere spilletid lørdag, giver en bedre udnyttelse af den tid jeg sætter af til holdturneringen. Om vi så starter en halv time før eller senere, betyder ikke det store.

En anden ting er indførelsen af en promillegrænse på 0,8, der skal være med til at holde ro og orden på anlægget når der bliver spillet. Alkometeret, der skal påvise en eventuel overtrædelse at promillegrænsen, blev testet og information om konsekvensens ved overtrædelse, blev ridset op for alle spillere. At Indtagelse af alkohol ikke er ensbetydende med tåbeligt opførsel på en minigolfbane, er klart nok. Men med denne regel har dommerne mulighed for, at suspendere en spiller, der måtte opføre sig tåbeligt pga. indtagelse af alkohol. Det er jo fint nok! Men… - hvad hvis man bare opfører sig tåbelig uden at have drukket…? Eller bare drikker uden at opføre sig tåbeligt…? Og hvad er definitionen på tåbelig opførsel… tjah… det afhænger vel af øjnene der ser. Burde der til arrangementer i DMgU regi, ikke helt forbydes at drikke alkohol under spillet og ikke mindst i pauserne mellem runderne?

Jeg synes det sportslige islæt af det som vi prøver at gøre til en anerkendt sportsgren under DIF, går helt af det. Lige meget om det så er åbenlyst indtagelse af alkohol eller de mere lyssky ”bagagerums besøg”, hvor indtagelse af alkohol også kan finde sted. Det kan da godt være der vil være færre deltagere til holdturneringen hvis man ikke må drikke øl, men ville der ikke også være nogle fordele…? - Flere deltagere ved klubstævner, hvor der må nydes alkohol. – kortere pauser, samt hurtigere afvikling af de enkelte afdelinger af holdturneringen. – og simpelthen bare en mere seriøs og sympatisk SPORT.

Jeg synes DMgU skal forbyde alkohol i DMgU regi og bruge alkometeret, der en målbar parameter, til at håndhæve reglen! Men mon ikke det bliver ”Same procedure as every year…”

Skrevet af Dennis Prip Hansen


Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484