Nye indlæg

 

DMgUs organisationsmøde og DM-hold klubmøde 2013.

27-11-2013

Lørdag d.23-11. mødtes 14 danske minigolffolk fra DMgUs organisation. Bestyrelsen, TU, Dommer og teknisk udvalg, eliteudvalget og formændene for lokalunionerne.

Bestyrelsen havde inviteret på morgenmad samt en lille MOS turnering på et indendørs MOS-anlæg i Herlev. Efter at have hilst på hinanden, fået en lille snak og et lille kig på minigolfbanen, var der morgenmad til de fremmødte.

Derefter blev vi inddelt i spillegrupper. Undertegnede fik fornøjelsen at Karsten Jørgensen, Jan Lyø og Robert Baldorf. For det første havde vi det fantastisk sjovt på nogen ganske udfordrende baner. Nogen mere end andre. For det andet havde vi en intern kamp der var spændende til det allersidste! Inden de sidste 3 baner var der kun 1 slag imellem Karsten, Jan og jeg. Karsten havde ikke heldet med sig på de sidste 2 baner, så da bane 18 var færdigspillet var der blot 1 slags forskel på Allan og Jan. 57-58 i Allans favør. Det skulle i øvrigt vise sig at det var de 2 bedste runder. 3. pladsen gik til konsulenten Jan Nielsen.

Alle havde det rigtig sjovt og der blev grinet, snakket og analyseret. Konkurrencegenerne fik dog også lov at skinne igennem i enkelte tilfælde hvor der blev både jublet og bandet.

Efter frokost og en enkelt øl eller 2 gik turen videre til vores hotel og kursuscenter for resten af weekenden: Idrættens Hus i Brøndby. Efter lynhurtig check-in og fordeling af værelser gik turen direkte i mødelokalet hvor Helge Mogensen fra DIF stod klar med projektoren. Først fik vi dog en guidet tour i Idrættens Hus, hvor vi fik set bl.a. Tom Ks Le-Mans trofæer, husets fitnesscenter, og diverse kontorer tilhørende forskellige afdelinger af DIF.

Tilbage i mødelokalet gav Helge et foredrag om DIF og det nye Fællessekretariat. Især det nye Fællessekretariat er spændende for DMgU. I daglig tale bliver det kaldet KUF – Kontor for Udvikling og Fællesskab. Dette er blandt andet lavet pga. de nye regler om at Specialforbund under 2000 medlemmer bliver skåret i støtte fra DIF. Her er det så meningen at KUF skal fungere som sparring og udvikling specialforbundene imellem.

Næste mand på talerstolen var Jan Nielsen. Hovedpunkterne her var Projektet ”gammel bane/ny klub” og Udvikling/aktiviteter i klubberne. Her var mange gode historier, men også et par skrækeksempler på hvilke faldgruber der er i forbindelse med opstart af de nye klubber. Kommunikation er i hvert fald et nøgleord her! En af de ting der blev bidt mærke i var at det er lettere at starte en klub i en allerede eksisterende forening. Sæby/Gershøj som egentlig er en svømmeklub, har nu fået, men Unionens hjælp, anskaffet nogen eternitbaner. Sæby/Gershøj er en forening med 395 medlemmer! Så det er noget der hjælper os på vejen mod de magiske 2000 medlemmer!

Sidste korte punkt på den mere officielle del var en indledende manøvre til søndagens klubmøde.

Jan Lyø havde lavet en rigtig flot og gennemarbejdet powerpoint-præsentation vedrørende DMgUs fremtidige holdturnering. Der var både analyser, grafer og tabeller til at underbygge Jans udsagn om hvor sporten er på vej hen og dertilhørende løsningsforslag. En meget god måde at slutte mødedagen på; med lidt stof til eftertanke. Især Jans sidste budskab, som gik på viljen til forandring er noget vi alle bør huske på:

Forandringer udvikler, og vi SKAL udvikle os for at holde sporten i live!

Lørdag aften skulle afsluttes med en middag i Idrættens Hus´ restaurant. Her blev der serveret en fremragende 2-retters menu, men øl, vin og vand til. Nogen folk fortrak sig til deres værelser, andre blev siddende ved bordet og snakkede om løst og fast. Så var der også nogen der endte i baren ved vores tjenere og fik slukket tørsten der. Aftenen/natten blev nærmest traditionen tro afsluttet omkring billardbordet, med højt humør!

Søndagen startede for nogens vedkommende lige tidligt nok. Vi var i hvert fald ikke helt fuldtallige til morgenmaden kl8.00.

Kl9.00 var dagens første oplæg klar på projektoren. Willy Rasmussen fra DIF gav en rigtig flot introduktion til momsreglerne, især i forhold til det at drive en amatørklub/forening. Hvornår er man momspligtig og hvornår er man fritaget? Der blev stillet mange nysgerrige spørgsmål i løbet af den 1½ time det varede og Willy fik sin sag for på nogen af spørgsmålene. Jeg er dog sikker på at alle fik noget at komme hjem til klubberne med.

Dernæst stod DMgUs fremtidige holdturnering på programmet. Jan Lyø fremlagde endnu engang for de nytilkomne klubrepræsentanter, Allan Schwab kom også med en fremlæggelse og nogen synspunkter. Det samme gjorde Morten Rasmussen på vegne af TU. Der var i disse 3 fremlæggelser rigtig mange ligheder, så der var et rigtig godt udgangspunkt at arbejde videre med.

Leif Meitilberg tog dirigentstokken og var ordstyrer, da der var mange der havde noget at byde ind med. Hvilket naturligvis er fantastisk. Dejligt at vi bekymrer os og tager skeen i den anden hånd! Diskussionerne var meget saglige og der blev sendt gode argumenter afsted for folks holdninger og meninger. Hvad resultatet bliver, må vi i første omgang se til Klubmødet i januar – dernæst til Repræsentantskabsmødet i februar.  Jeg vil ikke løfte så meget af sløret her, men i stedet opfordre Jer til at kontakte Jeres repræsentanter der var med til mødet. Ellers må i vente i spænding til det nye år hvor der gerne skulle ligge et forslag klart. Men efter mødet lader det til at være et bredt forlig!

Dernæst blev der snakket lidt mere om hvad der bliver gjort i klubberne for at hverve nye medlemmer og hvordan det kan gøres bedre/anderledes, så vi kan få flere ind i vores skønne sport, samt fastholde dem i sporten.

Morten Rasmussen fremlagde kort på vegne af TU et forslag om ændringer i forbindelse med DM-enkelt. Det er helt sikkert noget vi også kommer til at se igen på Klubmødet i januar.

Leif Meitilberg sluttede mødet af, takkede folk for deres engagement og entusiasme, bød på et stykke med kage, og ønskede en god og sikker tur hjem.

Sådan blev det. For Torben og Allans vedkommende med Michael til Århus med lav sol i øjnene, hvorfra den sidste halvanden time foregik i DSBs bløde sæder.

Tak for en god weekend i minigolftankernes tegn til alle deltagerne!

 

Allan Schwab.

 


Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484