Nye indlæg

 

En varm fornøjelse...

20-07-2015
20 års fødselsdag fejret med 30 graders varme...
Skrevet af Ole Rasmussen, PTO
 
Lørdag den 4. juli blev på mange måder en særlig dag for Minigolfklub Putter Team Odense. Klubben havde valgt dagen til at fejre sin 20 års fødselsdag, og det skete på klubbens filtanlæg på Odense Havn.
 
Sommeren havde endelig fundet vej til Danmark og det fik deltagerne at mærke, idet 30 grader, høj sol og en svag brise satte sit præg på hele dagen.
 
Det betød at boldene var en hel del varmere end man er vant til og de helt døde kugler måtte flere steder i spil for de 17 deltagere i stævnets to runder. Resultaterne var dog stadigt helt i orden, og i A-rækken var det næsten business-as-usual, idet Vincent Huus med 73 slag tog sejren hjem foran Anders Grønnegaard som brugte 77 slag og Lasse Rasmussen brugte 81 slag. B-rækken var også en af de formstærke på anlægget. Kim Christiansen holdt hovedet mest koldt og tog en snæver sejr hjem foran Søren Arup. De brugte henholdsvis 89 og 90 slag. Førende spiller fra første runde, Karsten Nørskov, smed et godt udgangspunkt på 42 slag helt væk i varmen og måtte se sig henvist til 3. pladsen med 101 slag i alt. C-rækken tog klubbens formand, Morten Christiansen, sig af med 101 slag og her var der også kun 1 slag imellem nr. 1 og 2, som blev Jimmy Christensen, mens en af klubbens helt gamle spillere, Børge Andersen, kom på 3. pladsen med 110 slag.
 
Helstegt pattegris
 
Efter spillet var der mad og drikke til deltagerne og øvrige gæster. Selskabet var nu på 33 medlemmer, venner og familie, som alle var klar til at fejre klubben med maner. Menuen var en pattegris med tilbehør. Der blev dækket op i klubbens nyindkøbte partytelt og et par dj’s spillede op hele aftenen, som ud over spisning og festlig stemning også gik i konkurrencestemning blandt nogle af deltagerne, som nu skulle prøve banerne med 1 turistputter, 1 bold og 1 hånd. Bedste runde her blev vist på 46 slag og det er jo ikke så ringe endda.
 
Tak til alle som deltog og gjorde dagen til en særlig mærkedag for klubben. Vi håber på en ligeså festlig dag næste gang.
 

Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484