En glad, men meget træt Laura Fogh Henriksen kan se tilbage på en intens weekend.
Torsdag aften måtte hendes oprindelige makker Dan Trulsson nemlig melde afbud til det svenske mesterskab i Mix på grund af sygdom. Aalborg-spilleren har siden sommer boet i Sverige for at koncentrere sig om minigolfen.
Ny makker
Fredag kunne Laura imidlertid alligevel gå de forberedende runder, nu med Markus Karlsson, som Laura ikke tidligere havde spillet med. Laura fortæller, at de kun fik gået et par forberedende runder fredag og at mesterskabet stod åbent - det kunne gå begge veje, fortæller Laura.
Op- og nedture
"Vi havde jo egentlig ingen forventninger, da vi gik ud lørdag morgen. Medalje var selvfølgelig et mål, men det var svært at forvente. I løbet af de første runder fandt vi ud af, hvordan vi skulle spille sammen og fandt motivationen sammen. Vi pressede hele tiden hinanden til at spille bedre og kæmpe. Efter lørdag var guldet ret langt væk, så sølv blev målet. Da vi gik 38 i anden runde søndag efter at have spillet os til "sikkert" sølv, var vi pludselig på delt 3. plads!," fortæller Laura.
Guldet sikres
Nu stod det klart, at der skulle kæmpes Og kæmpet det blev der, så makker-parret kunne afslutte turneringen med en runde på blot 26 slag. "Vi missede ingenting, vi var virkelig i zonen og fik presset hinanden helt perfekt," husker Laura.
At sejren var hjemme, tog tid at fatte. For Laura og Markus' sidste slag blev slået inden favoritterne endnu var færdige. Imens Laura og Markus regnede og talte point, gik sejren langsom op for dem - og nu hørte de lykønskningerne som strømmede mod dem.