Pr. 1/9 har unionen fået en ny udviklingskonsulent – byd velkommen til Marianne Pedersen.
Marianne er 27 år, uddannet kandidat i idræt fra Aalborg Universitet og nu bosat i Odense. Hun kommer, trods sin unge alder, med mere end 10 års erfaring fra udvalgs- og bestyrelsesarbejde på både forbunds- og klubplan, hvor hun har haft sin primære gang i håndbold. Derudover har hun arbejdet tværidrætsligt på forbundsniveau med udvikling af kurser og uddannelse, samt rekruttering i KFUMs Idrætsforbund.
Marianne udtaler: ”Jeg ser rigtig meget frem til at komme ud og møde klubberne, deres frivillige ildsjæle og spillerne rundt om i landet. Det var en stor fornøjelse at møde et udsnit af minigolf-danmark til DM MOS i weekenden, hvor jeg i høj grad følte mig taget godt imod, og det skal I have tusinde tak for. Jeg har, uden tvivl, en masse at lære om minigolf, men jeg håber ligeledes, at jeg kan bidrage med min viden og erfaring omkring kluborganisering, udvikling og rekruttering af nye spillere ude i klubberne. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til samarbejdet, og ser i første omgang frem til at komme rundt i landet og hilse på Jer og høre, hvad der rører sig i klubberne.”
Bestyrelsen ser ligeledes frem til samarbejdet og oplyser, at Marianne kan kontaktes på konsulent@minigolf.dk og tlf.: 2020 3484.