Denne klumme er lavet på baggrund af mit første møde med minigolfverdenen. Et møde der på mange måder har overrasket, fascineret og skudt gængse fordomme ned, omkring hvad minigolf er for en størrelse, og hvem sporten henvender sig til. Jeg håber, du vil læse med – måske du kan genkende nogle af mine oplevelser, eller måske du selv får lyst til at prøve kræfter med minigolf i en klub nær dig.
For bare små fire måneder siden var min viden om minigolf begrænset til de informationer, jeg kunne finde på DMgUs hjemmeside, internettet generelt og som så mange andre danskere, mine erfaringer med spillet på diverse campingpladser i ind- og udland. En viden, der på blot fire måneder er ekspanderet med stor beundrende forundring. På mine små fire måneders færden i minigolfmiljøet, er der især fire ord, der igen og igen popper op i mit hoved: Mangfoldighed, passion, udvikling og familie. Jeg vil i min klumme her prøve at fortælle lidt om, hvordan disse fire ord har været gennemgående for min første tid i minigolfsporten, og hvordan de i høj grad har skudt de fordomme og tanker ned, som jeg er stødt på, inden jeg startede min færd i sporten.
Lad os starte ved den fordom, jeg oftest er stødt på, efter jeg har fortalt min omgangskreds om mit nye job som udviklingskonsulent for Dansk Minigolf Union – mon ikke, der også er en del af Jer læsere, der også er stødt på den, eller måske selv sidder med den?
”Er minigolf ikke bare en ’camping-idræt’? Og kan man overhovedet dyrke seriøs konkurrenceidræt inden for minigolf?”
Det er en fordom, jeg absolut intet ondt ser i, men som jeg tror er forbundet med manglende viden om spillet og den almene danskers oplevelser med minigolfspillet på diverse campingpladser og funparker. Men har de fordomme i virkeligheden sin ret – er der noget om det?
Min helt klare oplevelse er, at disse fordomme blev skudt helt og fuldstændig ned, da jeg havde mit første møde med minigolffolkene til DM MOS på Bornpark, Bornholm. Her fik jeg for alvor fik lov til at mærke, den passion og seriøsitet som spillerne bærer for sporten. En passion og seriøsitet, der bl.a. kom til udtryk ved, at mange spillere faktisk var taget afsted helt op til en uge i forvejen, for at lære underlaget og banens spor at kende, samt for at teste forskellige bolde på banerne forud for konkurrencen. Jeg var i hvert fald ikke et sekund i tvivl – disse mennesker er oprigtigt seriøse og passionerede omkring deres sport.
At der absolut ikke blot tale om en ”campingidræt”, kom for alvor til udtryk, da jeg lagde vejen forbi stævnet i Gelsted, hvor jeg fik at vide at de bedste minigolfspillere kun bruger et enkelt slag på de grå eternitbaner. Ét enkelt slag! Det er for mig stadig uforklarligt, hvordan man kan komme rundt på de 18 baner, der iøvrigt er fyldt med forhindringer, på bare 18 slag. Det synes jeg i høj grad indikerer behovet for, at disse spillere udviser en stor grad af seriøsitet omkring deres sport, da der uden tvivl skal dedikeret træning til, for at nå ”det perfekte 18”. Jeg er i hvert fald ikke længere i tvivl – vi har at gøre med dybt seriøse og dedikerede sportsfolk.
Men jeg fik også lov til at opleve noget andet, som i høj grad overraskede mig!
Passionen for sporten, viljen til at vinde og kampen for at være den bedste gik på INTET TIDSPUNKT på kompromis med den inkluderende stemning, der var meget tydelig fra min første færd på banerne. Som helt ny i miljøet, og trods at jeg stadig ikke officielt var præsenteret som den nye udviklingskonsulent, da jeg kom til stævnet på Bornholm, gik der ikke mange minutter, før de første havde været henne og hilse på, og høre til om jeg stillede op, om jeg spillede minigolf, eller om jeg bare lige skulle med ud og gå en runde – virkelig en varm og inkluderende velkomst, selvom jeg potentielt kunne have været en modstander. Og den her venlighed og åbenhed gik også igen i selve spillet. Landsholdsaktuelle kollegaer gik ikke ad vejen for at give hinanden gode råd, og låne hinanden diverse bolde, for som de sagde: ”der går jo ikke noget af mig, for at dele mine fifs ud”. Den måtte jeg altså lige tænke en ekstra gang over, for det har jeg på intet tidspunkt set i de sportsarenaer, som jeg tidligere har færdedes i. Jeg har ikke hørt eller oplevet at håndbold- eller fodboldtrænere, forud for et DM, er gået ind forbi modstanderens omklædningsrum for at fortælle: ”Vi spiller forresten 4-2 i dag” eller ”Vi spiller med en ny defensiv højre back i dag, så der vil være plads til angreb” – og jeg tvivler også på, at det nogensinde kommer til at ske. Men hvorfor gør de det så i minigolf?
Et par stykker fortalte mig, at: ”det jo i sidste ende altid var op til konkurrenten at udføre det givne slag”, og det er der selvfølgelig noget om, for det vil det jo også være gældende for holdet, der havde fået besked om modstanderholdets forsvarsopstilling i det førnævnte håndbold- og fodboldeksempel, men jeg undrede mig stadig og var nødt til at konstatere. at: ”du har jo lige øget hans chance for at lykkedes, og dermed gjort det endnu sværere for dig selv at tage titlen?” – og så kom gennembruddet! ”Ja, men så bliver kravene til mig som spiller og mit niveau også skærpet, og det er med til at udvikle alle parter”. Og de har jo fat i noget! Hvis konkurrenterne lykkes med deres slag og bliver bedre, så skal de bedste også højne deres niveau for at kunne holde konkurrenterne bag sig. Egentlig en rigtig spændende tanke, også set ud fra en talentudviklingsperspektiv i sporten.
Denne oplevelse af vidensdeling, og dermed hjælp til udvikling af færdigheder og sporten generelt, gør sig ikke kun gældende blandt de landsholdsaktuelle spillere, men også på tværs af spillere på alle niveauer og aldre. Det var derfor ikke et særsyn på Bornholm, at man kunne se en rutineret landsholdsaktuel spiller dele fifs ud til relativt nye spillere eller til de helt unge udøvere. En ting, der i den forbindelse særligt varmede mit forenings- og idrætshjerte, på en i forvejen flot solskinssøndag på Bornholm, var da de yngste spillere blev sendt ud på deres første runde/tavle. Her gik flere af de rutinerede og landsholdaktuelle spillere med ud, og hjalp dem med at komme godt i gang, notere og huske regler. Her var det altså ikke mor og far, der var med ude, som man ellers kan se i mange andre sammenhænge, men i stedet etablerede spillere, der viste interesse for morgendagens spillere og stjernefrø – dette også selvom de havde en konkurrence, de selv skulle være klar til. Denne oprigtige og tydelige interesse, som de rutinerede og landsholdsaktuelle spillere viser for morgendagens spillere er ligeledes noget, jeg ser som et særligt unikt kendetegn for minigolfen, da det er en sport, der giver rum og plads til det.
Grundlæggende kom den her varme og venlige familiefølelse i høj grad til at gennemsyre mit første møde med minigolfen – her var plads til alle. Uanset om du havde spillet to måneder eller +20 år, om du var gangbesvæ-ret eller fløj rundt på banerne, om du var ung eller ”rutineret”, eller bare havde 10.000 dumme spørgsmål omkring minigolfsspillet, så blev man inkluderet på lige fod med alle andre i minigolffamilien. Og det er helt bevidst, at jeg kalder det ”minigolffamilien”, for det er sådan jeg oplever den fantastiske gruppe minigolfere, jeg har mødt – som én stor og mangfoldig familie, der står klar med åbne arme, når man kommer som ny i sporten. Netop denne åbne og inkluderende kultur betyder også, at der er plads til mangfoldighed – en mangfoldighed, hvor alle har det til fælles, at de har tabt en del af deres hjerte til minigolfen.
Så hvad er minigolf blevet for mig i løbet af de første fire måneder?
Jo, det er blevet et skønt indblik i en sport, hvor flosklen ”en idræt med plads til alle” for alvor er blevet tydelig i min bevægelse rundt omkring i sporten. Der er bestemt ikke blot tale om en ”campingidræt”, men en idræt, hvor dybt passionerede mænd og kvinder mødes om den sport, de alle brænder for at videreudvikle og mestre. Der er ingen tvivl om, at minigolfen kan noget helt særligt som sport, og ja - jeg har også allerede tabt en del af mit hjerte til minigolfen og dens fantastiske mennesker.
- Marianne, nyfunden minigolfentusiast
