
Jan Lind, landsholdstræner
Seniorlandsholder, DANSK MINIGOLF UNION
5 hurtige om Jan Lind
- Tiltrådte jobbet i februar 2025
- 58 år gammel
- Holdleder på herrelandholdet ved EM i 2024
- Stærk frivillig kraft bl.a. i Unionens turneringsudvalg
- Begyndte sin minigolfkarriere i november 2021
Seniorlandshold i minigolf udtaget til Nordisk Mesterskab i Letland
Selvom forberedelsestiden er kort, ser den nyudnævnte landstræner, Jan Lind, med optimisme frem til opgøret mod nogle af nordens bedste spillere.
Nordisk Mesterskab (NM) afvikles i påsken, så med mesterskabet lige om hjørnet, er der kort tid for den nyudnævnte 58-årige seniorlandstræner og hans hold at træne og forberede sig i.
– Vores forberedelsestid er begrænset, men vi fokuserer på at udnytte hver træningssession til at styrke vores spil, siger Jan Lind. Han tilføjer, at holdet vil deltage i Danish Super 9 som opvarmning til mesterskabet.
– Vores mål for NM er at gøre et godt indtryk og samle værdifulde erfaringer til fremtidige turneringer, siger Jan Lind om holdets ambitioner.
Torben Fjordvang, formand i Dansk Minigolf Union, hilser den nye seniorlandsholdstræner velkommen.
– Vi er meget glade for, at vi sammen med Jan har fundet en løsning, der gør det muligt at udnævne ham til ny seniorlandstræner. Seniorspillerne er en af vores stærkest repræsenterede målgrupper, hvor de bedste spillere er på højt internationalt niveau. Derfor har det været afgørende for bestyrelsen at finde den rette profil, der kan varetage rollen og skabe de optimale rammer for holdet.
Bred erfaring i rygsækken
Jan Lind, en passioneret minigolfspiller fra Minigolf Klubben Rønne, begyndte sin minigolfkarriere i november 2021 og har siden været en fast del af det danske minigolfmiljø. I 2024 var han med herrelandsholdet til EM i Kroatien som holdleder og høstede dér værdifuld erfaring med det internationale turnerings setup.
– Det er noget tid siden, der sidst har været en træner dedikeret udelukkende til seniorlandsholdet. Det, tænkte jeg, var ærgerligt. Derfor sprang jeg til, da muligheden bød sig. Nogle gange må man bare springe ud i tingene, gøre sig nogle erfaringer og lære undervejs, siger Jan Lind.
Med en baggrund fra Forsvaret som tidligere forsvarspersonel og erfaring fra internationale opgaver, bringer Jan Lind også en stærk organisatorisk og taktisk evne til trænerrollen.
– Jan er en stærk frivillig kraft i vores union med et stort engagement, hvilket han allerede har vist gennem sit arbejde i turneringsudvalget og senest som holdleder ved EM i Kroatien. Derudover er Jan selv en kompetent minigolfspiller, hvilket gør, at han kan bidrage ude på banen under forberedelsen og afviklingen af turneringer, siger Torben Fjordvang
Erfarne landsholdsspillere
Jan Lind har udtaget en erfaren trup, hvor flere spillere har landsholderfaring. En enkelt spiller debuterer på den internationale scene ved dette NM.
– Spillerne har alle, hver især, været danmarksmestre flere gange – nogle endda adskillige gange. Flere har landsholdserfaring fra både EM, VM og NM. Samtidig er det seniorer, der aktivt bidrager som frivillige i deres klubber, og flere har modtaget hæderen som ‘Årets frivillige’. Så det er særdeles erfarne og dygtige spillere, vi har på holdet, siger Jan Lind, som også understreger vigtigheden af holdånd og sammenhold.