Det pibler og det spirrer frem på denne årstid! Det gør sig også gældende i klubberne, hvor medlemmer over hele landet er klar til at markere forårets komme med et slag minigolf. Der er derfor travlhed overalt i minigolf-Danmark, hvor baner og klubhuse nu skal klargøres til endnu en udendørs sæson.
I Gelsted klargøres banerne hvert år i fællesskab.
I Minigolf Clubben Gelsted markeres foråret hvert år med en efterhånden traditionsrig dag. For når banerne skal klargøres, skal der bruges frivillige kræfter - og hvorfor egentlig ikke gøre arbejdet til en hyggelig dag i godt selskab?
Teddy Nielsen, der er kasserer i klubben, fortæller: "Hvert år mødes vi til en hyggelig dag, for at skyde sæsonen i gang. Vi starter med generalforsamligen over et godt morgenbord, senere klarer vi klargøringen af banerne og kl. 15 er der officiel startskud på sæsonen".
I følge Teddy er det ikke noget problem at samle frivilige til klargøringsarbejdet, når blot det kombineres med hygge og gøres i fællesskab. "Over årene er det faktisk blevet lidt af et tilløbsstykke, og der kommer flere denne dag end på en almindelig træningsaften", fortæller den erfarne kasserer.
Således blev sæsonen altså skudt i gang i Gelsted, og i flere andre klubber meldes der også klar!