
Andreas Bille Brahe, landsholdstræner
Seniorlandsholdet, DANSK MINIGOLF UNION
5 hurtige om Andreas
- Tiltrådte jobbet i marts 2026
- 57 år gammel
- I seniorlandsholdets bruttotrup 2025
- Stærke kompetencer inden for ledelse og kommunikation
- Begyndte sin minigolfkarriere i starten af 2024
Artikel fra 6. marts 2026: Seniorlandstræner: Andreas Bille Brahe skal stå i spidsen for seniorlandsholdet
Dansk Minigolf Union har ansat Andreas Bille Brahe som ny landstræner for seniorlandsholdet. Den 57-årige minigolfspiller har på kort tid markeret sig som en engageret og analytisk minigolfspiller, og han vil nu arbejde for at udvikle både spillere og fællesskab omkring landsholdet.
– Det er ærefuldt, og jeg blev glad og overrasket, da jeg fik beskeden. Det er spændende og fascinerende, og jeg glæder mig til opgaven, siger en tydeligt begejstret Andreas Bille Brahe.
Dansk Minigolf Union peger på en engageret og analytisk profil
Med ansættelsen får seniorlandsholdet en trænerprofil, der kombinerer engagement i sporten med en systematisk tilgang til udvikling og træning.
– Vi har valgt Andreas som seniorlandstræner, fordi han arbejder grundigt og struktureret og samtidig har stærke kompetencer inden for ledelse og kommunikation. Han er engageret i sporten og kommer med et friskt blik på udviklingen af landsholdet. Samtidig er han vellidt i miljøet og god til at samle mennesker omkring et fælles mål, siger Anders Grønnegaard fra Dansk Minigolf Union.
En landstræner med fokus på udvikling og samarbejde
Som landstræner ønsker Andreas Bille Brahe at samle en trup, hvor spillerne kan udvikle sig sammen og lære af hinanden. Teknisk udvikling og vidensdeling bliver centrale elementer i arbejdet.
– Min rolle bliver ikke at lære spillerne de tekniske detaljer i spillet. Det handler mere om at skabe rammerne omkring holdet – at organisere, motivere og få det bedste frem i spillerne. Jeg ser mig selv som facilitator og samlende kraft, der skal sørge for, at vi arbejder sammen mod det samme mål, siger Andreas Bille Brahe
Samtidig ser han samarbejde på tværs af landsholdene som en vigtig faktor i arbejdet med at skabe resultater.
– Jeg vil gerne række ud til de andre landshold – både junior og herre/dame – og se, om vi kan skabe et tættere samarbejde organisatorisk og på idéplan. I virkeligheden arbejder vi jo med mange af de samme udfordringer, og der kan være meget at hente i at dele erfaringer og inspirere hinanden.
Data og analyse skal styrke træningen
En særlig vinkel i Andreas Bille Brahes tilgang til sporten er arbejdet med data og analyse.
I Minigolf Klubben Rønne tog han initiativ til at registrere resultater fra klubbens træningsaftener. Initiativet udviklede sig hurtigt til et system, som han selv begyndte at programmere. Systemet giver blandt andet overblik over scores, statistik og analyse af bolde og baner.
Målet er at skabe et mere systematisk grundlag for træning og give spillerne bedre indsigt i deres udvikling.
– Jeg har udviklet nogle værktøjer, der blandt andet kan beskrive spillernes færdigheder og registrere scores og boldvalg. Det giver et bedre overblik over, hvor de enkelte spillere står, og hvordan de udvikler sig. Jeg kommer nok lidt udefra, og derfor har jeg også haft mod på at prøve nogle nye ting af, fortæller Andreas.
VM i Portugal bliver en vigtig opgave
En af de første opgaver i rollen bliver arbejdet frem mod VM, hvor der spilles på eternit og beton.
Her peger Andreas Bille Brahe blandt andet på træningsmulighederne på Bornholm. Anlægget hos Juhls Minigolf i Rønne kan give gode rammer for samlinger og træning på underlag, der minder om mesterskabets.
– Når vi stiller op til VM i Portugal, skal vi gøre det med ambitioner og kæmpe, som om vi har en chance. Samtidig skal vi være realistiske omkring niveauet. Hver eneste plads vi kan rykke os væk fra sidstepladsen, vil i mine øjne være en sejr – og et skridt fremad for holdet, siger Andreas.
Vejen ind i minigolfsporten
Andreas Bille Brahe blev medlem af Minigolf Klubben Rønne i begyndelsen af 2024 og engagerede sig hurtigt i klubarbejdet.
I 2025 deltog han i DM på både eternit og filt og var med til at vinde bronze i holdturneringen ved DM i eternit i Aalborg. Samme år blev han inviteret med i bruttotruppen til seniorlandsholdet.
Timer på anlægget i Rønne er siden blevet brugt på at analysere baner, teste bolde og arbejde med de tekniske detaljer i spillet.
– Jeg elsker den type sport, der kræver koncentration, præcision og analyse. Minigolf er fuld af detaljer, systemer og statistik, og det er lige præcis den slags, der trigger min hjerne. For mig er det virkelig et smukt spil, siger Andreas.
Erfaring fra ledelse og IT
Andreas Bille Brahe har mange års erfaring med ledelse og organisation. Han har blandt andet været direktør for to vandrerhjem på Bornholm, arbejdet som IT-arkivar og projektleder i Bornholms Regionskommune og har drevet sit eget IT-firma siden 1998.
Erfaringerne har givet ham et solidt fundament i planlægning, samarbejde og kommunikation – kompetencer han også ønsker at bringe i spil omkring landsholdet.