De danske minigolfherrer er landet i Østrig, hvor de fra 19. august skal kæmpe om EM-medaljer. Landsholdet har allerede taget forskud på mesterskabet med flere dages intensiv træning på anlægget inden den officielle træningsstart.
De danske minigolfherrer er på plads i Bischofshofen i Østrig, hvor der fra 19. til 22. august skal kæmpes om europamesterskaberne i en kombiturnering på anlægstyperne beton og eternit.
De første medlemmer af den danske delegation startede allerede arbejdet på EM-anlægget søndag 9. august. Dermed havde spillerne allerede inden den officielle træningsstart haft god tid til at teste bolde, finde spillemåder og gå træningsrunder.
Den ekstra tid har været vigtig, fortæller landsholdsspiller Stefan Østergaard.
– Vi har virkelig nydt godt af den ekstra tid på anlægget. Det betyder, at vi langt hen ad vejen har fået lukket banerne med valg af bolde og spilmetoder, og det kommer til at få stor betydning for os, siger han.
Den stærke forberedelse gør nemlig, at landsholdet i vid udstrækning kan bruge de kommende dages officielle træningstider på at få de valgte slag gentaget igen og igen. Det skulle gerne give den nødvendige ro og rutine, når turneringen for alvor går i gang midt i næste uge.
Ti nationer kæmper i holdkonkurrencen
I dag, fredag 14. august, går forberedelserne ind i næste fase, når den officielle nations-træning begynder. Danmark er blevet tildelt træning på anlægget fra klokken 13-18. Herefter følger yderligere fire officielle træningsdage med skiftende træningstider enten om morgenen eller eftermiddagen frem mod første konkurrencedag onsdag 19. august.
Danmark stiller til EM med Simon Junker, Lasse Rasmussen, Stefan Østergaard, Jakob Borup Meitilberg, Christopher Braüner Lindgrav og Nickolaj Orthmann Andersen. Omkring holdet er landstræner Benjamin Skjoldan og holdleder Karsten Nørskov.
I herrernes holdkonkurrence er ti nationer repræsenteret. Ud over Danmark er Schweiz, Østrig, Tyskland, Sverige, Finland, Norge, Slovakiet, Tjekkiet og Italien med i kampen om sejren.
Fire dage med EM på programmet
Når EM begynder onsdag, skal alle spillere gennem fire runder – to på beton og to på eternit. Torsdag fortsætter kampen om holdmedaljerne, samtidig med at spillernes resultater tæller med i den individuelle konkurrence.
Fredag afgøres det individuelle slagspil, mens EM kulminerer lørdag med matchplay. Her kvalificerer de 32 bedste herrer fra de indledende runder sig til direkte dueller om europamesterskabet.
Men først venter altså fem officielle træningsdage, hvor de sidste detaljer skal finpudses. Efter de første intensive dage på EM-anlægget er meldingen fra den danske lejr positiv.
Det har været godt. Og stemningen er god
Stefan Østergaard


