Årets danske mestre blev kåret ved DM i minigolf på eternitbanerne i Taastrup, hvor finaledagen bød på tætte afgørelser og en ny banerekord. Simon Junker og Annette Brunsvig sikrede sig DIF-titlerne, mens holdturneringen tog endnu et vigtigt skridt mod sommerens finale.
Simon Junker satte ny banerekord
Simon Junker fra Tantogårdens BGK leverede weekendens største præstation, da han vandt DIF Herrer og samtidig satte ny banerekord med en imponerende runde på kun 20 slag.
Hos damerne sikrede Annette Brunsvig fra Silkeborg Idrætsforenings Minigolf Klub sig sin første DIF-titel.
DIF-medaljerne går til den bedste DIF-herre og DIF-dame på tværs af alderskategorierne ved mesterskabet.
Tætte afgørelser i flere rækker
Flere medaljer blev først afgjort helt sent på finaledagen.
I seniorherrerækken skulle bronzemedaljen afgøres i omspil mellem Carsten Berg og Karsten Nørskov, mens Hanne Reimich fra Minigolf Klubben Rønne vandt guldet hos veterandamerne med blot ét slag ned til Else Marie Jensen.
Hos veteranherrerne levede Hans-Henrik Nielsen fra TIK Minigolf op til favoritrollen og sikrede sig DM-guldet på hjemmebane.
Mixpar-konkurrencen blev endnu en gang vundet af Allan Schwab fra Aalborg Minigolf Klub og Helle Seremet fra Minigolf Klubben Rønne, som også tog guldet ved DM i Rønne tidligere på sæsonen.
Unge spillere markerede sig flot
Flere unge spillere leverede stærke præstationer gennem weekenden.
Julie Winther fra Minigolf Klub Aarhus vandt juniordamerækken og spillede sig samtidig til en samlet tredjeplads i DIF Damer. Også Line Rye Rahbek og Josephine Palm kvalificerede sig til finalefeltet.
I rækken for minijuniordrenge leverede 12-årige Eliaz Sinnet fra Minigolfklub Putter Team Odense en stærk præstation og var tæt på at kvalificere sig til finalen og kampen om DIF-medaljerne.
Juniorlandstræner Ulrik Elmose peger på, at både banen og vejret gjorde forholdene vanskelige under mesterskabet.
– Forventningen var, at der ville blive spillet flere runder under 25 slag, men både vejret og banen viste sig at være en udfordring – også for de bedste spillere. Runder under 30 slag var derfor absolut godkendt, fortæller han.
Medaljetagere ved DM på eternit 2026
DIF-mestre
- DIF Herrer: Simon Junker, Tantogårdens BGK
- DIF Damer: Annette Brunsvig, Silkeborg Idrætsforenings Minigolf Klub
Individuelle rækker
- Herrer: Simon Junker, Tantogårdens BGK
- Seniordamer: Annette Brunsvig, Silkeborg Idrætsforenings Minigolf Klub
- Seniorherrer: Leif Meitilberg, Galten-Skovby Minigolf Klub
- Veterandamer: Hanne Reimich, Minigolf Klubben Rønne
- Veteranherrer: Hans-Henrik Nielsen, TIK Minigolf
- Juniordamer: Julie Winther, Minigolf Klub Aarhus
- Minijuniordrenge: Eliaz Sinnet, Minigolfklub Putter Team Odense
Holdturneringen blev skærpet
Anden afdeling af DM-holdturneringen blev også spillet i Taastrup.
Stillingen på dagen blev:
- Minigolf Klub Aarhus 1
- Putter Team Odense 1
- Silkeborg I.F. Minigolf
Efter to afdelinger fører Minigolf Klub Aarhus 1 nu den samlede stilling i holdturneringen.
Flere medier dækkede DM
TV 2 NEWS interviewede Else Marie Jensen fra Dansk Minigolf Union og Simon Junker, der tidligere på året blev kåret som Årets Spiller for fjerde år i træk og er en af Danmarks dygtigste minigolfspillere.
Indslaget blev vist flere gange i løbet af lørdagen.
TV 2 Kosmopol bragte et indslag med 7-årige Liam Ipsen og Marianne Ipsen fra TIK Minigolf.
Se indslaget her (TC 00:53) >
TV 2 Bornholm fulgte Helle Seremets præstationer i Taastrup.
Sjællandske Nyheder dækkede Hans-Henrik Nielsens sejr hos veteranherrerne.
Høje-Taastrup Nyheder satte inden mesterskabet fokus på hjemmebanefavoritten Hans-Henrik Nielsen.
Podierne DM eternit 2026
Fotos fra DM-dagene i Taastrup












































