Forberedelserne til senior-VM i Portugal tog et vigtigt skridt fremad, da seniorlandsholdets bruttotrup gennemførte en træningssamling hos Minigolf Club Gelsted i weekenden. Samlingen bød på faglige indspark, spil på Gelsteds eternitbaner og dialog om holdets videre udvikling.
Analyse og udvikling i centrum
Minigolf på internationalt niveau handler ikke kun om præcise slag. Analyse, strategi og samarbejde spiller også en afgørende rolle, når det danske seniorlandshold forbereder sig til senior-VM.
Netop de elementer var omdrejningspunktet i weekenden den 18.-19. juli, hvor seniorlandsholdets bruttotrup var samlet i Minigolf Club Gelsted. 7 af de 11 udtagne spillere i truppen deltog.
Senior-VM 2026: Bruttotrup
Kaj Bruhn
Lars Erik Siegfried
Jørgen Scheel Hansen
Leif Meitilberg
Else Marie Jensen
Carsten Berg
Helle Seremet
Tina Nielsen
Heino Rye Rahbek Nielsen
Søren Abildskov Møller
Annette Brunsvig
Landstræner: Andreas Bille Brahe
Gelsteds eternitbaner dannede rammen om en weekend, hvor der både var fokus på spillernes individuelle udvikling og på at styrke holdet frem mod senior-VM.
Lørdag havde truppen besøg af Allan Schwab, der gennem mange år har været en markant profil i dansk minigolf som landsholdsspiller, landstræner og holdleder. Allan delte ud af sine mange års erfaring og gav spillerne indblik i baneanalyse, putteplaner, boldforståelse, holdbolde samt betydningen af teamwork og samarbejde.
Spil og fælles retning
Søndag bød på spil på banerne, efterfulgt af evaluering og et fællesmøde om holdet, sammenholdet og vejen mod senior-VM.
Landstræner Andreas Bille Brahe ser samlingen som et vigtigt skridt i forberedelserne:
– Samlingen handlede om fremtiden og om at få lagt et godt fundament for arbejdet frem mod senior-VM i Portugal. Vi skal selvfølgelig udvikle spillerne individuelt, men det er mindst lige så vigtigt, at vi udvikler os som hold. Lørdagen med Allan Schwab var super inspirerende. Den analytiske rejse gav spillerne nye perspektiver på både spillet og deres egen tilgang til det.
Landstræneren sætter VM-holdet
Andreas Bille Brahe offentliggør søndag efter DM for klubhold i Silkeborg, hvilke spillere der skal repræsentere Danmark ved senior-VM.
Årets senior-VM spilles i Vizela i Portugal fra 14. til 17. oktober 2026. Mesterskabet strækker sig over fire konkurrencedage og omfatter både holdkonkurrencer samt individuelle mesterskaber i slagspil og matchplay.

