Den sidste DM-afdeling i 2026 bød på tætte afgørelser, da MOS-mesterskabet blev spillet over to dage i Øster Lindet. Herrespilleren Lasse Rasmussen og 15-årige Maya Sinnet sluttede weekenden øverst i kampen om DIF-guldet.
Årets sidste danske mesterskab blev i weekenden afgjort på MOS-banerne i Øster Lindet, hvor to dages konkurrence bød på tætte opgør og danske mestre på tværs af aldersrækkerne.
Lørdag blev de første medaljer uddelt i mix-konkurrencen. Her sørgede hjemmebaneparret Eva og Erik Carstensen fra Øster Lindet Idrætsforening for en lokal triumf.
De vandt med samlet 350 slag, men sejren kom ikke uden kamp. Pia Pagaard og Nickolaj Andersen fra Minigolf Klub Aarhus fulgte blot tre slag efter på 353, mens Karsten Nørskov og Maya Sinnet fra Putter Team Odense blev nummer tre med 355 slag.
Lørdag blev årets samlede mixkonkurrence på tværs af de fire danske mesterskaber også afgjort. Her sluttede Helle Seremet (Malmö BGK) og Allan Schwab (Aalborg Minigolf Klub) øverst.
Tre spillere jagtede DIF-guldet
Søndag fortsatte mesterskabet med de individuelle konkurrencer. Efter seks runder blev medaljerne i de enkelte alderskategorier fordelt, inden en syvende og sidste runde skulle afgøre DIF-mesterskabet.
Hos herrerne var intet afgjort inden finalerunden.
Allan Schwab førte med 240 slag, men juniorspilleren Eliaz Sinnet fra Putter Team Odense fulgte på 242, mens Lasse Rasmussen fra Olofströms BGK havde brugt 243 slag inden sidste runde.
Det blev Lasse Rasmussen, der ramte dagen bedst, da det gjaldt. Med en afsluttende runde i blot 37 slag strøg han forbi begge konkurrenter og kunne lade sig kåre som DIF-mester med samlet 280 slag. Eliaz Sinnet leverede også en stærk afslutning og blev nummer to med 282 slag, mens Allan Schwab sluttede som nummer tre med 284 slag.
Maya fuldendte stærk søskendeweekend
Hos kvinderne blev det en juniorspiller, der satte sig på DIF-titlen.
15-årige Maya Sinnet fra Putter Team Odense spillede en stærk turnering og vandt med 303 brugte slag på de syv runder. Hun tog sejren foran Pia Pagaard fra Minigolf Klub Aarhus på 307 slag og Lotte Mikkelsen fra Øster Lindet Idrætsforening på 312 slag.
Dermed kunne søskendeparret Maya og Eliaz Sinnet rejse hjem med henholdsvis en DIF-titel og en andenplads i konkurrencen på tværs af aldersgrupperne.
De havde allerede markeret sig efter de første seks runder. Maya blev dansk juniormester foran Julie Winther (Minigolf Klub Aarhus), mens Eliaz vandt juniorherrernes mesterskab foran Silas Lundbæk (Putter Team Odense) og Kristoffer Bennedsen (Øster Lindet Idrætsforening).
I de øvrige aldersrækker gik DM-guldet til Allan Schwab hos herrerne, Lotte Mikkelsen hos damerne, Erik Carstensen og Eva Carstensen i seniorrækkerne samt Hans-Henrik Nielsen (Tåstrup TIK Minigolf) og Else Marie Jensen (Silkeborg I.F. Minigolf Klub) i veteranrækkerne.
Med årets fjerde og sidste DM-afdeling afsluttet kunne det samlede DM-regnskab for 2026s bedste herre- og damespiller samtidig gøres op. Og her vandt Nickolaj Andersen DIF-medaljen blandt herrerne, mens Julie Winther tog sejren blandt kvinderne.
Dermed blev der i Øster Lindet sat punktum for både DM MOS 2026 og årets række af danske mesterskaber.
Se resultaterne fra weekendens spil her














