Reparation af filtbanerne gør det muligt at afholde DIF DM i Herning den 27.-28. juni. Lokale håndværkere er i gang med arbejdet, og spillerne forventes at kunne træne på banerne fra begyndelsen af juni.
Skader truede mesterskabet
Der var i en periode tvivl om, hvorvidt DIF DM i minigolf på filt kunne afvikles som planlagt i Herning. Dansk Minigolf Union konstaterede nemlig, at filtanlægget ikke var i en stand, hvor det kunne bruges til et dansk mesterskab.
Det satte gang i arbejdet med at finde en løsning, så mesterskabet fortsat kunne afvikles på filtbanerne i Herning.
Lokale håndværkere udbedrer banerne
– Mesterskabet afvikles som planlagt på filtbanerne i Herning. Sportscenteret er i gang med at udbedre de værste skader, og vi har fået materialer og hjælp fra Nifo i Sverige. Det er lokale håndværkere, der udfører arbejdet, fortæller Else Marie Jensen, forperson i Dansk Minigolf Union.
Træning forventes mulig fra begyndelsen af juni
Banerne skal være klar i god tid inden mesterskabet, så spillerne får mulighed for at træne på anlægget inden DM.
– Hvis vejret arter sig, forventes banerne at være klar til træning omkring den 1. juni. Det endelige tidspunkt afhænger dog af de kommende ugers vejrforhold, siger Else Marie Jensen.
Læs mere om DIF DM-ugen
DIF DM i minigolf på filt er en del af DM-ugen.
Læs mere om DIF DM i minigolf på filt 2026 >

