Træning, trivsel og taktik er i centrum, når minigolflandsholdets spillere og træner mødes til samling i Aalborg og Galten-Skovby den 14. og 15. juni.
Den kommende weekend samler landstræner Allan Schwab bruttotruppen til en vigtig VM-forberedelse, hvor både spilvarianter, det mentale fokus og fællesskabet skal finjusteres før sommerens verdensmesterskab i Tyskland.
Nyt anlæg i Aalborg skal udfordre spillerne
Første træningsdag, lørdag den 14. juni, foregår i Aalborg Minigolf Klub, hvor anlægget vil være lukket for øvrige spillere. Minigolfinteresserede er meget velkomne til at komme og se på, når landsholdet træner.
Aalborg er valgt som en strategisk del af VM-forberedelsen – både fordi anlægget er helt nyt, og fordi tidspunktet passer ind i den samlede planlægning frem mod mesterskabet.
– Anlægget i Aalborg er helt nyt og er derfor ukendt for spillerne. Det minder om de forhold, vi møder til VM, hvor banerne også vil være nye. Det giver værdifuld træning – både teknisk og mentalt, siger landstræner Allan Schwab.
Efter samlingen vil der blive delt billeder og videoer fra træningen – med tips og tricks til, hvordan man tackler nogle af de mest udfordrende baner.
Betonbaner i Galten-Skovby
Søndagen byder på træning i Galten-Skovby Minigolf Klub. Anlægget er kendt af spillerne, men det er vigtigt at få trænet netop beton, da det er den anden af de to banetyper, der spilles på til VM.
– Vi bruger weekenden på at træne evnen til at tænke kreativt i forhold til nye spilvarianter på et ukendt anlæg. Samtidig arbejder vi med fokus og koncentration – og ikke mindst med at styrke det fællesskab, der skal bære os gennem VM. Lørdag aften mødes vi til et socialt arrangement, og det er mindst lige så vigtigt som selve træningen. Under internationale turneringer betyder opbakning og holdånd rigtig meget, siger Schwab.
Også i Galten-Skovby vil anlægget være lukket for øvrige spillere og forbeholdt landsholdet, men minigolfinteresserede er velkomne til at komme og se på, når landsholdet træner.
VM skal styrke det mentale spil
Målet for VM i Tyskland er naturligvis, at spillerne skal yde deres bedste. Men i år handler det i høj grad også om at træne det mentale fokus – at kunne bevare koncentrationen og holde nerverne i ro, når presset stiger og marginalerne er små.
– Vi arbejder med at sætte nogle fælles pejlemærker for holdet – blandt andet et realistisk snitmål – som kan hjælpe med at holde fokus undervejs. Men det vigtigste for os ved dette VM er, at vi får styrket evnen til at holde fokus og bevare roen i pressede situationer.
Om VM i minigolf 2025
Verdensmesterskabet i minigolf afholdes i Neheim-Hüsten, Tyskland, fra den 19.–23. august 2025.
Spillerne konkurrerer på en kombineret anlægstype med to 18-hullers baner: én betonbane og én eternitbane.
VM arrangeres af World Minigolf Sport Federation i samarbejde med Deutscher Minigolf Sport Verband.
Program
14.-18. august: Officiel træning
19.-20. august: Holdturnering og indledende runder i individuelt slagspil
21. august: Individuelle finaler i slagspil
22. august: Mix-par-turnering
23. august: Matchplay* for de bedste herre- og damespillere
Læs mere på VM’s officielle website >
*I matchplay konkurrerer to spillere direkte mod hinanden hul for hul – i modsætning til slagspil, hvor det er det samlede antal slag, der tæller.

