Et par uger efter et intenst VM i Tyskland er det tid til at gøre status over det danske landsholds indsats. Simon Junker stod for det bedste individuelle resultat. Han kvalificerede sig til både superfinalen og matchplayslutspillet.
I mix-par imponerede den debuterende duo Simon Junker og Laura Fogh Henriksen med en flot finaleplads.
Verdensmesterskabet i minigolf blev spillet i Arnsberg, Tyskland, fra den 19. til 23. august. Danmark stillede op i fire discipliner: herrehold, individuelt for herrer og damer samt mix-par.
Landstræneren gør status på 5 intense VM-dage
Debuterende landstræner Allan Schwab ser mesterskabet som første skridt i en længere udviklingsproces.
– Jeg havde i forberedelsen til VM stort fokus på, at gruppen skulle fungere som en enhed, og det gjorde vi langt hen ad vejen, men vi skal blive endnu bedre.
– Helt overordnet set fik vi skabt nogle få fine resultater, men desværre ikke mere end det, siger en nøgtern Allan Schwab.
– Simon (Junker red.) præsterede på højt niveau og kæmpede med alt, hvad han havde. Lauras (Fogh Henriksen red.) mentalitet var enestående. Laura formåede at rejse sig og levere i mix-par til trods for den store skuffelse over at misse matchplay.

Landstræneren skal nu i gang med en tilbundsgående evaluering af den enkeltes præstation og indstilling, så hele setuppet kan blive endnu skarpere næste gang.
– Vi har set både styrker og udviklingspunkter, og vi har bevist, at vi kan være med i flere discipliner. Det lover godt for fremtiden. Nu bygger vi på frem mod større mål, konkluderer landstræner Allan Schwab.
Bedste individuelle resultat: 14. plads til Simon Junker
Det mest markante danske resultat stod Simon Junker for. Med stærkt spil i de afgørende runder spillede han sig i top 15 i slagspilsturneringen. Det sendte ham både i superfinalen i slagspilsturneringen og gav ham en adgangsbillet til matchplayslutspillet – som den eneste dansker.
Simon Junker sluttede på en flot 14. plads i slagspilsturneringen. VM-titlen løb tyskeren Tobias Schwarz med, mens sølv og bronze gik til henholdsvis Sebastian Piekorz (Tyskland) og Beat Wartenweiler (Schweiz).

I matchplay mødte Simon Junker schweizeren Angelo Friedli, desværre røg Junker ud i første runde, men indsatsen viste tydeligt, hvilket kæmpe potentiale den danske spiller ligger inde med.
Tysk dominans på vinderpodiet, hvor Lukas Neumann og Dennis Kapke tog sig af henholdsvis 1. og 2. pladsen, mens 3. pladsen gik til svenske Peter Eriksson.
Laura Fogh Henriksen missede matchplay med mindst mulig margin
Forventningerne til den danske deltager på kvindesiden, Laura Fogh Henriksen, var høje, og hun var da også tæt på at spille sig i matchplay i damernes turnering. Hun lå i top 16 gennem det meste af slagspillet, men på betonen tabte hun desværre omspillet om den sidste plads.
Hun viste dog gennem hele turneringen, at hun absolut kan spille med på allerøverste internationale niveau. Hendes mentale styrke imponerede, da hun rystede skuffelsen over at misse matchplay af sig og gik ud og leverede storartet spil i mix-par-konkurrencen sammen med Simon Junker.

Herreholdet kæmpede sig til en 8. plads
I holdkonkurrencen lå Danmark tæt på målsætningen om top 6 efter første dag.
Andendagen bød på udfordringer. Finnerne, som skulle jagtes og overhales, stak fra danskerne og så sig ikke tilbage. Hollænderne var også flyvende, men det lykkedes det danske hold at knibe sig forbi dem til sidst og derved sikre sig 8. pladsen.

Mix-par i finalen
For første gang nogensinde stillede Danmark op i VM’s mix-par-turnering. Her kvalificerede Simon og Laura Fogh Henriksen sig sikkert til finalen.


De to danskere endte på en samlet 12. plads, blot syv slag fra sølv. Det blev en lovende debut for parret, der viste samarbejde i særklasse på banerne.
Læs også
Billedgalleri
VM i Minigolf 2025
Træning på VM-anlægget
Truppen
Video



























