Allan Schwab er ny landstræner for herre- damelandsholdet i minigolf

  • Forstør
    Formindsk

Af
Jeanet May Gregersen

Dansk Minigolf Union har ansat Allan Schwab som ny landstræner for herre- damelandsholdet. Med en mangeårig baggrund i sporten og en stærk vision for udvikling, er Schwab klar til at styrke holdets præstationer.

Når landsholdet drager til VM i Tyskland til august, bliver det med 39-årige Allan Schwab ved roret. Aftalen træder i kraft 1. maj.

– Vi har i arbejdet med at finde den rette landstræner talt med vores spillere om deres ønsker og sammenholdt dem med bestyrelsens ambitioner for landsholdets fremtid. Derfor er vi rigtig glade for i dag at kunne præsentere Allan Schwab som ny landstræner, der til fulde lever op til de krav, vi har stillet, siger Torben Fjordvang, formand for Dansk Minigolf Union.

Allan Schwab er, med sine mere end to årtiers erfaring inden for minigolfsporten, klar til at bringe sin omfattende viden i spil i sin nye rolle som landstræner.

Struktur, retfærdighed og tillid er nøgleord

Allan Schwab vil indføre en struktureret tilgang i både træning og ledelse af det danske minigolflandshold.

– En klar plan og struktur, både på banen og uden for, er afgørende for, at spillerne kan bevare fokus udelukkende på spillet, siger Schwab. Han ved, hvad han taler om. Schwab debuterede på landsholdet allerede som 15-årig, og har siden deltaget i talrige internationale mesterskaber, både som spiller og holdleder.

Gennem tæt samarbejde, dialog og forventningsafstemning med spillerne vil han sikre, at de præcist forstår, hvad der forventes af dem og inden for hvilke rammer, de skal udfolde deres spil.

Allan Schwab vil både være en støtte for spillerne og en autoritet, der aktivt træffer de nødvendige beslutninger. Hans tilgang bygger på tillid, respekt og forpligtelse til sporten.

Den kommende landstræner forventer, at der vil være forskellige forudsætninger og niveauer på holdet, men mener, at en fælles forståelse og respekt vil styrke holdånden.

– Vi skal hjælpe, passe på og tro på hinanden. Jeg er overbevist om, at hvis spillerne trives, så fungerer holdet, og så kommer resultatet, siger Allan Schwab.

Mål og ambitioner

Målet for VM i Tyskland til august ligger klart.

– Målet er selvfølgelig at gøre det så godt, vi kan. Men først og fremmest handler det denne gang om at få skabt og testet en struktur, en klar plan og et program for landsholdet, siger Allan Schwab.

– En mere langsigtet ambition er, at vi opnår en 5. plads, ligesom vi gjorde i Stockholm i 2011 og i Kina i 2019. Det er et meget stærkt felt, der ligger i den internationale top, så jeg kalder det en drømmemålsætning, men det skal da klart være målsætningen på længere sigt at være stabile i top 5.

Schwab er fast besluttet på at gøre landsholdet til en stolt og attraktiv arena for Danmarks minigolfspillere.

Ledelsesindsigt og sportslig inspiration

Allan Schwab henter inspiration fra forskellige landshold, som har en struktureret tilgang til arbejdet. Han nævner det tyske landshold, hvor langvarig ledelse og disciplin præger holdets kultur, og det tjekkiske landshold, hvor træneren, der selv er en del spillertruppen, forbereder planerne, men uddelegerer ledelsen til holdledere under turneringer.

– Mentaliteten er en anden i udlandet. I Tyskland er der mere Ordnung muss sein. Det går ikke 1:1 i Danmark. Men jeg er inspireret af at skabe nogle rammer, der sætter spillerne fri til udelukkende at koncentrere sig om spillet. Jeg kan se det giver resultater.

Uden for sporten har Allan Schwab ledet teams i både privat og kommunalt regi, hvilket har givet ham erfaring med personaleledelse og kompetencer, der vil være nyttige for ham i rolle som landstræner.

Med sin metodiske tilgang stiler Schwab efter at skabe en robust struktur, hvor dansk minigolf kan blomstre og opnå de eftertragtede resultater.

Dybe rødder i minigolf

Allan Schwab har spillet minigolf fra de tidlige teenageår. Først i Nord-Als Minigolf Klub, siden i Aalborg Minigolf Klub og senest en periode i Minigolf Klubben Rønne. Med mere end 20 års minigolferfaring bringer han en dyb forståelse og passion for spillet ind i sin nye rolle som landstræner.

Udover at have repræsenteret Danmark ved talrige internationale mesterskaber, både som spiller og senere som holdleder, er Schwab bestyrelsesmedlem i Aalborg Minigolf Klub på 12. år. Han er således også en særdeles aktiv frivillig på den front.

Klar til Udfordringen

Allan Schwab er begejstret for sin nye rolle og ser frem til at anvende sin omfattende viden og erfaring til at videreudvikle landsholdet.

– Jeg er mega spændt på jobbet. Min pligt som spiller er gjort, nu vil jeg gerne bidrage til sporten ved at give min viden og erfaring videre som landstræner, siger Schwab.

Schwab bringer en blanding af passion, ekspertise og innovativ tænkning til landstrænerposten, som vil være afgørende for at nå nye mål og skabe en stærk og sammentømret landsholdstrup.

– Alle, der har arbejdet sammen med Allan, kender hans store imødekommenhed, arbejdsiver og vindermentalitet. Vi ser frem til at følge landsholdets rejse de kommende år med den bedst tænkelige styrmand ved roret, siger Torben Fjordvang, formand for Dansk Minigolf Union.

Læs også …

3 danske landshold klar til Nordisk Mesterskab i påsken
For første gang i lang tid sender Dansk Minigolf Union hele tre hold afsted til Nordisk Mesterskab

Marianne Pedersen, udviklingskonsulent

20 20 34 84

Fandt du den information, du søgte på siden?

Din feedback bruges kun til at forbedre siden.

Mere nyt

Mød Danmarks EM-landshold i minigolf

AfJeanet May Gregersen Det danske landshold er udtaget til EM i minigolf, som afvikles i…

Læs mere

DM på filt afgjort efter varm weekend under DIF DM-ugen

AfJeanet May Gregersen DM på filt ved DIF DM-ugen i Herning bød på to dage…

Læs mere

DM på filt i Herning med medaljer og EM-udtagelse på spil

AfJeanet May Gregersen 54 minigolfspillere fra hele landet er i weekenden samlet i Herning til…

Læs mere
Minigolf: Verdensranglisten2025, Simon Junker

Simon Junker er bedste dansker på WMF’s verdensrangliste

AfJeanet May Gregersen World Minigolf Federation (WMF) har offentliggjort verdensranglisterne for 2025. Her er Simon…

Læs mere
Countryside Minigolf Klub Osted

Countryside Minigolf Klub Osted optaget i Dansk Minigolf Union

AfJeanet May Gregersen Countryside Minigolf Klub Osted er officielt optaget i Dansk Minigolf Union. Klubben…

Læs mere

Tre spillere er udtaget til JUNIOR-VM i minigolf 2026

AfJeanet May Gregersen Tre danske juniordamer skal repræsentere Danmark ved VM i minigolf i Tyskland…

Læs mere
DM-vindere eternit 2026

DM i minigolf i Taastrup bød på banerekord og tætte finaler

Årets danske mestre blev kåret ved DM i minigolf på eternitbanerne i Taastrup, hvor finaledagen…

Læs mere
Minigolf: Filtbanerne i Herning

DM i minigolf på filt gennemføres som planlagt i Herning

AfJeanet May Gregersen Reparation af filtbanerne gør det muligt at afholde DIF DM i Herning…

Læs mere
DM i minigolf på eternitbaner 2026

DM i minigolf samler spillere fra hele landet i Taastrup

AfJeanet May Gregersen TIK Minigolf er vært for Dansk Mesterskab på eternit, som spilles i…

Læs mere
Minigolf: Landstræner Benjamin Skjoldan

Benjamin Skjoldan vil skabe retning og kontinuitet på landsholdet

AfJeanet May Gregersen Benjamin Skjoldan er ny herre- og damelandstræner for det danske minigolflandshold. Den…

Læs mere
Cookie-indstillinger