Nye indlæg

 

Lars Kvæl sejrede igen

30-10-2014
Norske Lars Kvæl satte to rekorder med sin sejr ved klubbens Efterårsstævne søndag d. 26. oktober.
Hans sejr var nemlig den tredje i de 10 år, hvor Putter Team Odense har afholdt Efterårsstævne. Og ydermere satte han rekord ved at spille de 4 runder på 80 slag hvilket er det bedste i stævnets levetid.
Lars Kvæl spiller til daglig for den svenske klub Skoghalls BGK, som spiller i den svenske eliteserie, som er blandt Europas bedste. Hans forrige sejre var i 2006 og 2007 og i mange af de øvrige stævner er det blevet til 2. og 3. pladser.
På A-rækkens næste pladser kom så to af Putter Team Odenses stærkeste kort. Med 81 slag var det sidste års vinder, Mads Nørregaard, som tog 2. pladsen. Mads skal sammen med Vincent Huus spille Nordiske Mesterskaber i påsken næste år. Vincent nåede ved stævnet en flot 3. plads trods en dårlig start. Han brugte 86 slag.
Vincent Huus har igen år haft en blændende sæson. Det er ikke blevet til de 13 sejre som blev nærmest en uopnåelig rekord sidste år, men som sidste år opnåede han 46 stormesterpoints af 50 mulige. Det er næppe set tidligere i stormesterturneringens historie, som er tilbage fra 1978.
Simon Junker var en anden spiller, som satte et kraftigt aftryk på stævnet. Med sin sejr i B-rækken, trådte han med stormskridt ind på den danske minigolfscene, idet han brugte 86 slag, hvilket var lige så godt som de bedste A-spillere. Simon spiller for Odense Minigolf Club, og det er hans første hele sæson som han har spillet i år. Meget flot.
Lasse Rasmussen fra Putter Team Odense er en anden ung fremadstormende spiller. Han tog 2. pladsen i B-rækken, hvor han brugte 91 slag. Han har brugt rigtigt mange timer på træningen siden sommer, hvilket bl. a. også medvirkede til, at han tog en meget flot 4. plads ved DM på filt på Byens Ø.
Rækkens 3. plads tog Laura Henriksen sig af. Hun spillede 95 på de 4 runder, og er ligesom Simon et af Odense Minigolf Clubs unge talenter.
I C-rækken måtte der et omspil til for at afgøre 1. pladsen. Her var det Morten Christiansen fra Putter Team Odense, som tog stikket hjem i kampen mod Erik Nielsen fra den nye klub Hasmark Minigolf Klub. De brugte begge to 110 slag.
Tredjepladsen gik til svenske Ralf Olofsson fra Trollhättans BGK. Han brugte 119 slag. Det er hans første placering i stævnet.
 
Ole Rasmussen

Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484