Nye indlæg

 

Dagbog fra World Adventure Golf Masters i Kosovo

24-06-2016
Imens det meste af minigolf-Danmark samles til den kommene weekends DM i Glostup er Vincent Huus, Christian Linnet Hansen og Jan Lyø taget til Kosovo for at spille med i World Adventure Golf Masters. Vincent har skrevet lidt om den første dag.
 
Den 23. juni, 2016, Kosovo
Af Vincent Huus
En lang dag afsluttes
Mineraten har lige lydt for sidste gang i dag. Dagen sluttede med lidt hyggesnak med Jan på taget af vores hotel. Linnet er taget til drømmeland og der tager jeg også hen om lidt.
Dagen startede kl. 01 da mit vækkeur ikke tillod mig mere søvn. Jeg skulle hente Linnet kl. 02 og derefter køre til lufthavnen i Hamborg. En tur på ca. 3 timer, hvor det aldrig var helt mørkt. Solen var allerede ved at tænke på at stå op, inden vi forlod Odense, men det var dog først omkring Flensburg at den tittede frem.

Ankommet til Kosovo
Flyveturen gik helt efter planen og vi blev hentet som aftalt i Pristina international AirPort og kørt direkte ud til anlægget. Der sad Jan Lyø og så rimelig kogt ud. Han ventede på lidt mad fra grillen som var blevet tændt op og gemte sig langt inde i skyggerne. Vores timing var perfekt til lidt mad og vi fik en kebab som aldrig set før. Det bestod af et lækkert brød og lidt kød, nej, faktisk overdynget med kød! Salaten måtte vi kikke i vejviseren efter. Efter det kødorgie viste Jan os banerne.

Der er PÆNT varmt i Kosovo, så midt på eftermiddagen tog Jan og Linnet en vogn hjem til hotellet. Jeg koblede mig på svenskerne og fik spillet en enkelt runde, inden vi også tog til hotellet.

Den officielle åbning af stævnet
Senere skulle vi til den officielle åbning af mesterskaberne; En march med politikorps og masser af minigolfere der promenerede ned ad gågaden hen til rådhuset, mens vi vinkede og jeg fik brugt min spritnye selfiestang.

Inde på rådhuset var der ca. 200 grader og Lavdim havde meget at fortælle. Lad det være sagt med det samme, det tog sin tid. Hele 6 ministre skulle takkes for deres støtte og til sidst gik præsidenten for WMF, Dr. Gert Zimmermann, på talerstolen. Når han siger noget så lyttes der! Han fortalte om at wmf vil fokusere meget på turneringer på MOS anlæg i fremtiden. Det er tydeligt, at at fremtiden for vores sport afhænger af om sporten er klar til at satse mere på MOS end hidtil.

Da åbningsceremonien var overstået, fandt vi et sted, hvor bøffen var stor, lasagnen varm, risottoen velsmagende men prisen LAV. Nu venter en dags træning under den dejlige sol forude.

Godnat Danmark!
 
Den 24. juni, 2016, Kosovo
Af Vincent Huus

3 spillere melder sig klar til starten af WAGM 2016
I dag fik vi endnu engang svedt nogle kg! Men for første gang mærkede vi, at det ikke altid er godt vejr. Torden og lynild prægede billedet i eftermiddags og her til aften. Det gav os en god anledning til at checke hotellets restaurant ud og det var et meget behagelig bekendtskab. Træningen i dag har kastet et par gode runder af sig, så vi er klar til at give den en skalle, når vi åbner ballet i morgen kl. 9.00!

Lidt om anlægget og turneringen
Alle 18 baner er inspireret af rigtige golfbaner fra hele verden.
Banens par er 64, og banerekorden hedder imponerende 51 sat af den finske legende Pasi Aho. Vi er i alt 61 deltagere, som alle spiller 5 indledende runder, hvorefter holdmesterskabet er afgjort samt de 18 spillere på tværs af køn der spiller sig i superfinalen. Der er 15 nationer repræsenteret og hele 9 hold er tilmeldt

God fornøjelse med at følge med. Vi vil gøre alt vi kan for at få Dannebrog til at gå til tops på søndag!

Rigtig godt spil til alle 3 – I Danmark glæder vi os til at følge resultaterne!
 
Læs resultaterne her.

Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484