Nye indlæg

 

Hilsen fra den danske EM-trup

17-08-2016
Det danske landshold er taget afsted til Portugal, hvor de nu er ved at gøre sig klar til EM, der starter den 24. august. Spiller Torben Fjordvang har skrevet et brev om den første dag.

Brev fra Vizela 16/8 - 2016


Hej Minigolf-Danmark

Dagen i dag markerede starten på den danske deltagelse ved årets største internationale turnering når der d. 24 skal spilles europæiske mesterskaber. Dagen startede tidligt for ca. halvdelen af truppen da Dan, Allan, Stefan, Laura og undertegnede skulle med et fly mod København kl. 6.35 fra Aalborg lufthavn.


I København mødtes vi med Simon, Kristina, Jannick og Jonas, så hele landsholdet var samlet. Fra København gik turen mod Porto, med en mellemlanding i Bruxelles. I Porto kom turens første glædelige overraskelse, da alt vores bagage, modsat sidste år, var nået frem. Ved udgangen af lufthavnen stod to flinke portugisere og ventede på at transportere mod vores hotel i Vizela i to minibusser.


Ved ankomst til hotellet omkring kl. 14.30, tjekkede vi ind og så derefter vores værelser an. Det varede dog ikke længe for trangen til at afprøve vores evner på et nyt anlæg meldte sig og vi bevægede os ned mod anlægget gennem en park, en gåtur på ca. 10 minutter fra hotellet.  


Jannick har på forhånd lagt en plan for hvordan træningen skal forløbe, og eftermiddagen blev brugt på at lære eternitanlægget at kende. Der er selvfølgelig et par baner der volder lidt besvær, men vi har pejlet os fint ind på spillemetoder og boldvalg.


Dagen sluttede med en rigtig lækker, 4-retters middag, som Laura havde været tovholder på sammen med en af de lokale fra minigolfklubben.


De bedste hilsner Torben


 


 


Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 66127934