Nye indlæg

 

Ny minigolf klub på vej!

28-02-2017
En ny minigolf klub i Jyllinge holder stiftende generalforsamling den 27. marts 2017.

Dansk Minigolf Union, der har 27 andre klubber fordelt over hele landet, hilser initiativet velkomment. Formand for unionen, Leif Meitilberg, fortæller at minigolf er en sport i udvikling. ”Vi ser mange nye spillere i sporten, og der kommer løbende nye klubber til. Det er en stor glæde, at vi nu også snart kan byde Jyllinge Minigolf Klub velkommen”.

Initiativtageren til den nye klub, Lis Jørgensen, fortæller at hun fik ideen, da hun ved en tilfældighed hørte om DM i minigolf i morgenradioen –derfra tog ideerne fart! ”Det er haven ved Spraglehøjgård i Jyllinge, der bliver rammen for klubben”, fortæller Lis Jørgensen, ”Vi har allerede ansøgt kommunen om lov til at anlægge en 18-hullers minigolfbane – så nu er det bare om at komme i gang!”. Lis Jørgensen fortæller med stor iver om planerne. ”Det her jo er chancen for, at bygge en helt ny klub op fra bunden.”

Minigolf i Danmark er formentlig bedst kendt som familie-attraktion i ferielandet, men faktisk er der også en mere seriøs side til sporten.Selvom minigolf til officielle stævner minder om det vi kender fra sommerferien, er udstyret mere avanceret, og som ved eksempelvis bordtennis og billard er der gode muligheder for at skrue bolden og gøre brug af forskellige teknikker. Alt det vil udviklingskonsulent i Dansk Minigolf Union, Louise Lindberg, fortælle om ved den stiftende generalforsamling, ligesom der vil være rig mulighed for at høre mere om projektet.

Sidst opfordrer Lis Jørgensen på vegne af gruppen af initiativtagere selvfølgelig alle interesserede til at møde op til den stiftende generalforsamling. ”Minigolf er en sport for alle – derfor håber jeg også, at rigtig mange vil bakke projektet på, ved at møde op til den stiftende generalforsamling”, afslutter hun fuld af gå-på-mod.
 
Læs mere her.


Stiftende generalforsamling: Jyllinge Minigolf Klub

Den 27. marts 2017 kl. 19.00

Spraglehøjgård

Spraglehøjvej 1

Jyllinge


Kontakt og yderligere information:

Louise Lindberg, udviklingskonsulent i Dansk Minigolf Union

Telefon: 20 20 34 84

E-mail: konsulent@minigolf.dk

Hjemmeside: www.minigolf.dk


Lis Jørgensen, initiativtager

Tlf.: tlf. 20 22 07 66

E-mail: svhumle@mail.dk

Kategori: Nyheder
 

Artikler på minigolf.dk er ikke nødvendigvis et udtryk for Dansk Minigolf Unions holdninger.
Indenfor Dansk Minigolf Union værdsætter vi personlige holdninger og lader derfor ofte medlemmerne skrive artikler til minigolf.dk

 
Hvis du har noget på hjertet som du gerne vil dele med andre så send en E-mail med tekst og billeder til: medie@minigolf.dk
Dansk Minigolf Union | Stadionvej 50D, 5200 Odense  | Tlf.: 20203484