Landsholdets yngste og eneste kvindelige spiller melder klar til VM. Hun glæder sig til at komme i gang med den begivenhed, som hun selv beskriver som årets højdepunkt.
Til daglig spiller 21årige Laura Fogh Henriksen i Sverige, hvor hun bor og studerer. Netop det svenske eventyr har haft stor betydning for Laura og hendes spil. ”I Sverige bliver jeg virkelig udfordret, og det er så fedt at spille med nogle af de aller bedste minigolfspillere. Det har udviklet mit spil helt enormt”, fortæller Laura entusiastisk.
Intens træning
Laura føler sig klar! Laura var i sommers involveret i en alvorlig trafikullykke sammen med sin familie, men har efterfølgende kunne bruge minigolftræningen terapeutisk. Igennem hele vinterhalvåret har hun trænet 10-12 timer ugentligt. ”Jeg har styr på mit grundslag, og derfor kan jeg trække på rutinen. Jeg glæder mig til at komme afsted! ”, fortæller Laura.
Holdet er som en familie
Lauras svenske erfaringer har gjort det danske landsholds styrker tydelige for hende. ”Vi er en lille nation, og det mærker man! Vi er som en lille familie, når vi er afsted, og vi kender hinanden rigtig godt. ”
At spille for en lille nation stiller krav til spillerne, mener Laura: ”Vi bliver jo nødt til at have stort kendskab og forståelse af spillet. Vi kender boldene og kan læse banerne – det er en styrke! ”.
Mål og drømme
”Jeg vil selvfølgelig gerne gøre det bedre end sidste år”, fortæller Laura, der ved sidste års EM endte på en 15. plads. At nå med i cuppen er et erklæret mål for Laura, som efterhånden har rutine i at håndterer det intense spil. ”Drømmen er at nå med i Superfinalen – det ville være SÅ vildt – men det er en drøm endnu, ikke et egentlig mål”, slutter Laura.
Yndlingsbold: Tanto Störlinge